Nyheder
”Grænser for ligestilling?” på Aabenraa Statsskole
Forside / ”Grænser for ligestilling?” på Aabenraa Statsskole
Ligestilling anno 2023 var øverst på dagsordenen, da Aabenraa Statsskole lagde hus til eventet ”Grænser for ligestilling?”, der satte fokus på FN’s Verdensmål nr. 5 – Ligestilling mellem kønnene.
Ligestillingseventet var arrangeret af Zonta Danmark og undervisningsplatformen Goalfive.org for at sætte fokus på ligestilling mellem kønnene. Omkring 150 elever og lærere fra Aabenraa Statsskole og IBC deltog i et spændende og vedkommende event, der startede med sofainterviews på scenen. Her interviewede DR-journalist Catia Schmidt en mandlig sygeplejerske, en kvindelig landmand (eller ”landbruger” som hun foreslog), en kvindelig smed og en muslimsk kvinde om ligestilling og opfattelse af kønsroller i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Efter en pause med snacks havde eleverne mulighed at tale med oplægsholderne, hvorefter de indgik i dilemmaspil og drøftede spørgsmål som:
Hvad er den største udfordring, når det kommer til ligestilling?
Er ligestilling vigtig for mænd?
Kan man forestille sig kvoter, når det kommer til kønsfordelingen i bestyrelser og på ledelsesgangene?
I slutningen af eventet fik alle udleveret goodiebags med lækkerier og materiale fra Zonta om ligestilling og kvinders rettigheder. Herudover blev eleverne spurgt om, hvad de tog med sig fra eventet. Du kan læse et lille udpluk af elevernes kommentarer her:
”Jeg vil tænke mere over ligestilling i fremtiden. Respekt!!”
”Der skal være plads til alle, uanset køn, seksualitet og udseende”
”Jeg har lært at ligestilling går begge veje”
”Ligestilling er mange ting. Hvordan er ligestilling på arbejdsmarkedet? Hvordan vi kan blive mere ligestillet derhjemme, i skolen og på arbejde. Forskellige synspunkter”
”Grænser for ligestilling?” gennemføres på i alt 4 gymnasier landet over med omkring 900 elever og lærere i alt. Du kan læse mere om Zonta her.
Mange tak for besøget 😊