Nyheder
Borgmesteren besøgte Videnskabsklubben
Forside / Borgmesteren besøgte Videnskabsklubben
Nogle børn går til sport efter skole, mens andre går til musik i fritiden.
I Aabenraa kan man nu også gå til videnskab, og interessen er kæmpestor! Hver tirsdag eftermiddag indtager 12 børn fra 4. og 5. klasse laboratorierne på Aabenraa Statsskole for at lære mere om biodiversitet og videnskab i det hele taget. Videnskabsklubben løber over syv tirsdage i efteråret, hvor fire ”seniormentorer” fra skolens naturvidenskabelige studieretninger tager eleverne med ind i videnskabens verden – her lærer de 12 miniforskere om alt fra de danske dyre- og plantearter til jordens liv og mangfoldighed gennem forsøg, eksperimenter og undersøgelser af den umiddelbare natur omkring skolen. Eleverne lærer også at opstille og teste hypoteser – og ikke mindst at reflektere over deres egne forsøg.
Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen besøgte i dag Videnskabsklubben og fik selv fingrene helt ned i videnskaben sammen med miniforskerne, der i dag skulle være arkæologer. Sammen udgravede de ”fossiler” for at undersøge, hvorfor arter uddør – og de undersøgte ”ulvespor” uden for skolen for at lære at genkende dyr på deres aftryk i naturen.
De 12 miniforskere stillede virkelig mange gode spørgsmål – både til biologien og til borgmesteren 😊
Vi siger tak for besøget og glæder os til endnu flere tirsdage med Videnskabsklubben her på Aabenraa Statsskole.
Du kan læse mere om videnskabsklubben her: www.videnskabsklubben.dk