Nyheder
Julekort fra Genève
Forside / Julekort fra Genève
Vi har været så heldige at få julekort fra Geneve, hvor en af skolens naturvidenskabelige klasser for kort tid siden var på studietur. En af klassens elever fortæller:
“Efter ankomsten til Genève søndag aften, havde vi mandag formiddag tid til at udforske byen på egen hånd. Turen gik her bl.a. forbi det 130 m høje springvand Jet d’Eau og flotte parker. Her var efterårsfarverne stadig dominerende, og alpernes højeste bjerg Mont Blanc kunne spottes i det fjerne. Om eftermiddagen samledes hele klassen på et videnskabsmuseum i byen. Der blev her lært om alt fra Einsteins relativitetsteori til hvordan den optiske evne fungerer. Mandag aften hyggede hele klassen med en trerettersmenu på en lækker restaurant. Tirsdag stod så i CERNs navn. CERN er fysikkens hotteste forskningscenter! Vi hørte her bl.a. et foredrag fra en dansk forsker om, hvordan de på den såkaldte antimatter factory forsøger at deaccelerere antipartikler. Ligeledes fik vi lov til at se nogle af de mange partikelacceleratorer, som befinder sig på CERNs ejendom. Efter en lang dag på CERN havde vi fri, og her valgte mange at besøge byens julemarked. Onsdag eftermiddag gik turen hjem. Kl. 03 ramte vi skolens parkeringsplads trætte, mættet af indtryk og med en helt masse ny viden!”
Tusind tak for julekortet 🎄❄️☃️